Kan vi alle blive løver?

Brian Icedor Petersen

Brian Icedor Petersen CEO / Partner Connla Oil

Den danske udgave af en engelsk tv-succes, ”Løvens Hule” sætter fokus på iværksættere og i lige så høj grad på investorens rolle. Seerne lærer meget om, hvorfor, noget der ligner en god ide, ikke har potentiale til at blive en succesfuld virksomhed, og de lærer endnu mere, hvordan en investor tænker. Der er ingen tvivl om at programmet både vil få flere til at prøve at starte egen virksomhed og flere til at investere, også i mere utraditionelle projekter.

Programmet er nøjagtigt timet i forhold til ny global trend, der kan kaldes frie investorer. Det vil sige flere og flere vælger at gå væk fra – eller trække dele af deres opsparing – fra de institutionelle investorkanaler og selv tage en mere aktiv rolle i placeringen af deres investeringer.

Men er det en vej, det er klogt at gå, og hvad skal man være specielt opmærksom på?

På mange måder er den største forskel mellem den traditionelle og den frie investor, det forhold at man ikke længere har en syndebuk. De fejltagelser man laver, er i den grad ens egne. Der er ikke andre at skyde skylden på.

Når man ser Løvernes Hule, opdager man, at det ofte er meget små ting, der gør at investoren vælger et projekt frem for et andet. I sæsonens sidste program var stort alle løverne imponeret af et grillbord med familiehistorie. De ville alle gerne have bordet selv, men flertallet ville ikke investere. Deres begrundelse var at man ikke kunne se, at det kunne blive til mere end et nicheprodukt. De kunne heller ikke se en salgskanal. Opfinderens eget forslag var nogle møbelkæder, der bekendt er i store økonomiske udfordringer. Den første regel er derfor:

Det handler ikke om, hvorvidt du kan lide produktet, men om hvad en stor kundegruppe kan lide. Din egen præference skal ikke afgøre beslutningen.   

Til gengæld var alle investorerne villige til at investere i programmets klart mindst fotogene projekt, en it-løsning, der kunne gøre det nemmere for hospitalsafdelinger at købe medicin. Alle løverne kunne se at det var et produkt, der havde potentiale, fordi det kunne rationalisere et dyrt offentligt område og også ville have gode chancer for eksport.

Regel nr. to er derfor:

Se på bredden i produktet. Er der potentiale for stor volumen, og kan produktet gøre sig på et internationalt marked?

En tredje iværksætter havde opfundet en ny slags tøjklemme. Kun en enkelt løve, gummistøvledronningen, Ilse Jacobsen ville investere, og det kun på særlige betingelser. Man kan nemt få den opfattelse, at der må være et stort marked til produktet, for alle skal jo vaske tøj. Den primære årsag til løvernes skepsis og de efterfølgende nejer er at der er tale om et produkt med meget lav salgspris. Chancen for at investor får en gevinst relativt hurtigt er lille.

Det giver os regel 3: 

Et lavsprisprodukt vil tage lang tid for at generere den ønskede fortjeneste. Dine penge kan yngle hurtige med et produkt, der sikrer større og hurtigere resultater.

Man skal ikke bilde sig ind, at det er nemmere at være en fri investor end at overlade ansvaret til de etablerede partnere. Man har selv ansvaret for at sætte sig ordentlig ind i projekterne og man er nødt til at følge med kontinuerligt. Sammenlignet med traditionelle investeringsmetoder skal man regne med at der typisk vil være større udsving for den frie investor. Men det betyder også mulighed for større gevinster.

Kunsten er at lave det rigtige mix og kunne styre sin risici. Regler som de ovennævnte er gode pælemærker for, hvornår man skal tænke sig ekstra godt om.