Tillykke med klimaaftalen – men hvem vil finansiere gildet?

Brian Icedor Petersen

Brian Icedor Petersen CEO / Partner Connla Oil

Så lykkedes det at indgå en global aftale om en fælles bekæmpelse af klimaforandringerne. Der blev slugt en del kameler. F.eks. er Kina nu defineret som et udviklingsland, og skal derfor ikke bidrage så meget til finansierengen.  Målene er sat, men vejen til er relativt ubeskrevet.

Men når klapsalverne er runget ud, står der stadig spørgsmål tilbage, hvoraf den virkelige dealbreaker, nemlig om de internationale investeringsmiljøer kan – og vil – bære den kæmpe risiko, det globale projekt kræver.   

Der er meget der skal udvikles og investeres i, vindmøller og solceller er allerede gamle teknologier, men ingen af dem, er – endnu i hvert fald –  priseffektive. Selv i et velstående land som Danmark, skal der offentlige tilskud til den enkelte husejer for at solceller bare kan løbe nogenlunde rundt. Skal Afrika dækkes af solcelleanlæg bliver det en gigantisk investering.  Så global udnyttelse af sol og vind vil kræve gigantisk store investeringer for at få et bare nogenlunde udbytte.

Der skal investeres i forskning, men er staterne villige til at skyde kæmpebeløb ind?  F.eks. efterspørger Liberal Alliance yderligere forskning for at Danmark kan bevare sin førerposition. Men de har samtidigt et politisk ønske om at gøre den offentlige sektor mindre, og dermed denne type forskning privat. Det er nok den globale realitet, men kan disse midler findes i den private sektor?

Private investorer investerer primært i ældre teknologi, som man ved giver et afkast, eller alternativt olie mv., som man også ved giver et stabilt afkast. Der er en kæmpe risiko ved at investere i frontline forskning, som man ikke ved, hvor bærer hen. Der kan tjenes meget, men tabsrisikoen er voldsom. Det ligner meget prognoserne for investering i medicinsk forskning. Et projekt ud af 1000 giver resultat.

Målgruppen for så store investeringer er pensionskasser, men de er forpligtet til at aflevere et hvis niveau af afkast, til en beregnet risiko. Så jo større risiko, de løber på forskning, des mere sikre investeringer skal de have et andet sted, således at balancen er til stede. Men hvad vil de vælge for at skabe denne balance?

Hvilke helt konkrete tiltag vil man gøre for at mindske temperaturstigningen? Det er stadig meget uklart, og som topchefen for Concito siger, at selvom der godt nok skal afsættes 100 milliarder dollars, så vil der reelt være et behov for 100 billioner dollars. Det bliver svært at tiltrække investorer, når man ikke kan klarlægge, hvordan fremtidens energiforsyning skal se ud.

Det bliver nødvendigt at fastlægge nogle fastere fælles rammer for det globale projekt, herunder en forståelse af, hvad der skal drive energibehovet frem til at vind, sol, vand og genbrug rent faktisk kan dække ikke bare nogle få nicher, men store dele af energibehovet. Det bliver også nødvendigt for de virkeligere overforbrugerstater af alle former for energi at pålægge deres borgere restriktioner for det frie og vilde forbrug. Det bliver ikke nemt. Men skal projektet have en chance for bare nogenlunde at komme i land, skal der skæres ned for den gratis begejstring og realiteterne skal ses i øjnene.